Top

Top

Top

Top

Tinnitus

Gennem de seneste år har der verden over været en livlig aktivitet i tinnitus forskningen, således at man efterhånden ved en hel del mere, end bare for få år tilbage. Ud over forskning i behandlingsmuligheder har man fokuseret meget på at finde måder at objektivisere tinnitus med. Ved hjælp af forskellige elektrofysiologiske metoder har man hos nogle tinnitus patienter kunnet vise specifikke nerveaktivitetsmønstre, som ikke kunne findes hos personer uden tinnitus. Disse karakteristiske mønstre opfatter man som tegn på en uhensigtsmæssig vildfarende aktivitet i høresystemet, som er relateret til tinnitus. Man mener derfor at tinnitus oftest er forårsaget af skader i det perifere høresystem, hvorefter den videre forarbejdning af tinnitussignalet sker i den øvrige del af høresystemet. Den endelige oplevelse af tinnitus ved patienten indebærer derfor, at også mere centrale dele, altså hjernestammen og storhjernen, må være involveret. Dette forhold har man undersøgt ved hjerneskanningsmetoder, som positron-emissions-tomografi (PET) og funktionel-magnetisk-resonans-skanning (fMRI). Herved har man på forskellige måder og hos forskellige patienter fundet, at den bevidste oplevelse af tinnitus er associeret med aktivitet i nogle specifikke hjerneområder.

Patomekanismer kortlægges

Ikke overraskende fandt man, at hørecentrene i temporallapperne var aktiveret. Man påviste desuden aktivitet i områder i pandelappen og i strukturer i det limbiske system, som man ved styrer opmærksomheden man den følelsesmæssige respons på ydre påvirkninger og indre forestillinger. Afhængig af graden af involvering af disse centre kunne man forvente en mere eller mindre stor gene forbundet med tinnitus. Forskningen på området fortsætter, bl.a. også i Århus, så der er gode chancer for at få kortlagt de fleste patomekanismer i løbet af nogle få år.

Tinnitus er ofte udløst af skader i det perifere høresystem og dermed associeret med hørenedsættelse. Idet visse former for hørenedsættelse er forårsaget af kraftige akute eller vedvarende støjpåvirkninger vil man i mange tilfælde med en fornuftig forebyggelse af disse høreskader med både aktiv og passiv støjbekæmpelse også kunne forebygge udviklingen af tinnitus.

Det har været svært at finde den ultimative kur for tinnitus, idet tinnitus ikke er en selvstændig sygdom, men kan være et symptom på mange forskellige sygdomme eller skader. Idet der ikke kun findes én tilgrundliggende patomekanisme, har man ikke kunnet være sikker på, at den undersøgte behandlingsmetode også retter sig mod den udløsende årsag.

Farmakologisk behandling

Den farmakologiske forskning i forbindelse med tinnitusbehandlingen har da, selv om der har været mange udmærkede ideer, modeller og forsøg, ikke kunnet frembringe nogle stoffer med nogen overbevisende langtidsvirkning på tinnitus. Af stofgrupper, som blev forsøgt kan nævnes antiepileptika, anxiolytika, antidepressiva, muskelrelaxantia, calciumkanalblokker og en række andre stoffer. Kun intravenøs anvendelse af lokalbedøvelsesmidlet lidokain har, som først vist i begyndelsen af dette århundrede, en betydelig dæmpende effekt på tinnitus. Desværre kan stoffet ikke bruges til almindelig behandling på baggrund af applikationmåden.

I Århus har man i et kontrolleret behandlingsforsøg anvendt zinc til behandling af tinnitus, idet nogle tinnituspatienter viste sig at have zinc-mangel. Desværre kunne der ikke påvises nogen signifikant effekt af behandlingen. Senere har det vist sig at zinc-tilskud kan virke beskyttende mod høretraumer og udviklingen af tinnitus, men som behandling for opstået tinnitus er det virkningsløst. Gennem tiden er også en lang række ikke-farmakologiske metoder blevet forsøgt, uden at man dog har kunnet vise nogen signifikant effekt på tinnitus. I flæng kan nævnes elektromagnetisk stimulering, akupunktur, lavenergi-laser, hyperbar iltterapi, homøopati, biofeedback og gingko biloba.

Maskering

I mange år har maskering af tinnitus været det mest udbredte behandlingstilbud. Princippet er at overdøve tinnituslyden ved hjælp af eksterne lyde, som lyder mindre påtrængende og ubehagelig end tinnitus. Målet er at give tinnitus patienten kontrollen over lydsituationen tilbage. Metoden er limiteret af, at man ikke må være lydoverfølsom samtidig med at have tinnitus. Mange føler også maskeringslyden for enerverede og høj til at kunne klare i længden. Mange maskere er i tiden løb blevet lagt på hylden.

Psykoterapi

Psykologiske metoder, bl.a. omfattende afspændingsterapi, adfærdsterapi, hypnose eller cognitiv terapi har i tiltagende grad vundet indpas i behandlingen af tinnitus primært internationalt, men også enkelte steder her i landet. Hos tinnituspatienter, som vedvarende føler sig generet af tinnituslyden og som føler livskavliteten betydelig påvirket, har disse psykologiske metoder kunnet være til stor hjælp.

Frygt for ondartet sygdom

Man ser tit, at det at opleve tinnitus for første gang sætter en masse spekulationer i gang om hvad der er årsagen til lyden; mange frygter at have fået en hjerneblødning, en hjernetumor eller noget lignende alvorligt. Dette skaber frygt og negative oplevelser af lyden. Man kan sige at der opstår en "ond cirkel", som kan virke selvforstærkende på oplevelsen af lyden, idet man nu endnu mere bliver opmærksom på den. De psykologiske metoder kan tit være med til at bryde denne onde cirkel og mobilisere patienternes ressourcer til at stå imod tinnitus.

Tinnitus Retraining Therapy

En metode, som har været meget fremme i de seneste år er "Tinnitus Retraining Therapy". Med denne metode søger man at afmystificere tinnitus symptomet ved at fjerne de negative overvejelser og tanker der opstår. Høresystemets funktion og årsagen til tinnitusaktiviteten beskrives nøje. For at ændre høresytemets tærskel for uhensigtsmæssige tinnitus-nervesignaler, opstartes en lydterapi, som stimulerer alle høresystemets sanseceller. Derved opnår man at tinnituslyden ikke længere opleves så kraftig, samtidig med at høresystemets følsomhed for tinnitus-nervesignalerne bliver mindre. I lydterapien anvendes "Desensibiliseringsapparater" (ligner små høreapparater) i begge ører, som udsender en sagte bruselyd. I tilfælde af søvnproblemer suppleres med større lydapparater, som udsender behagelige naturlyde. Desuden anbefales, at den tinnitus ramte undgår stilhed, for at modvirke isolation med tinnituslyden. Denne behandling, som kan vare op til ca. 1 år har været anvendt flere steder i udlandet og afprøves for tiden på Århus Kommunehospital.

Noget kan gøres

Uafhængig af hvilken form for behandling der vælges, er det vigtigt at gøre patienten klart, at noget kan gøres. Hvis ikke tinnitus som lydoplevelse forsvinder, så er der i hvert fald gode chancer for, at de faktorer, som gør tinnitus til en gene, kan reduceres betydeligt.

Vigtigt er, at patienter, som oplever tinnitus får undersøgt symptomet hos en ørelæge og om nødvendigt på audiologisk afdeling for at sikre at tinnitus ikke er opstået på baggrund af en lidelse, som kan afhjælpes ved f.eks. en operation. En almindelig øre-næse-hals undersøgelse, forskellige høreprøver og målinger vil danne grundlag for denne vurdering.

Praktiserende ørelæger med speciel ekspertise og interesse for tinnitus og de audiologiske afdelinger om muligt med specielle tinnitusklinikker med et engageret behandlerteam er selvskrevet til opgaven.

Gengivet fra LægeHelse, nr. 3, marts 2000

 

Tinnitusbogen

Se beskrivelse af bogen hos Forlaget Munksgaard Danmark ved at klikke på omslaget.